Marinestuens bar i Sønderborg
Her kommer historien bag udsmykningen af Marinestuens bar.
Tekst Christian Møller
Relieffet på baren i Marinestuen er modtaget på Marinestuen Verdens Ende ved lukningen af Statens Søfartsskole i Sønderborg.
Skolens sidste forstander - og medlem af Sønderborg Marineforening - Georg Kürstein Nielsen, overdrog tavlen til Marineforeningen. Den er lavet af søfartsskolelærer og marinemaler Arne Skottenborg Frederiksen.
Tavlen hang både på den gamle og på den nye søfartsskole (Alhambra 1976) og blev flyttes med ud til den ny søfartsskole ved Møllebugten som blev lukket i 1989.
Motiverne er diverse rederiers skorstensmærker - af hvilke kun ganske få er endnu eksisterende - samt foreningslogoer hørende til forskellige maritime interesseorganisationer. Herunder Marineforeningen.
Centralt fremstår logoet for Statens Søfartsskoler.
Tavlen er tilpasset barens størrelse - hvorfor noget af den er bortskåret.
Tavlen har altså været større end den er nu.
__________________________________
Fornuftssamtaler en fredag aften/nat
Mange ting blev drøftet da foreningen gennemførte et af årets højdepunkter - julefrokosten 2014.
Tekst L. Larsen
Det var ikke kun maritime emner der blev bragt til bords denne fredag i lokalerne på Verdens Ende i Sønderborg. Nej der var plads til alle og hvad de nu fandt vigtigt at drøfte.
Således kom også emner fra medlemmernes barndom frem.
- Vi kørte tit ud i det blå, nævnte en, alt imens alle omkring bordet lyttede efter bedste evne og spændt ventede på forsættelsen.
- Ja de fleste ture gik til Bjerringbro fortsatte historien, som snart blev afbrudt af emneskift.
Samtalen faldt herefter ind på gymnastik og hvad der kom ind under gymnastikkens discipliner.
- Sidespring er vel også gymnastik, sagde en med et spørgende udtryk i ansigtet. Det spørgsmål fik mange til at tænke sig om en ekstra gang, andre tænkte på om det ikke var på tide at sætte kursen hjemad.
- Skal vi ikke ringe til "Hassan" og få ham til at køre os hjem, sagde en ved vinduesrækken, og uden at vente svar greb han sin telefon og ringede. Telefonen duttede det bedste den havde lært, og vidnede om at det ikke var muligt at få fat i "Hassan".
Det lod selskabet sig dog ikke slå ud af, og flere forfriskninger blev bragt frem, med en hastighed der kunne gøre enhver tjener misundelig.
En tidligere messemand fra fregatten Herluf Trolle kom herefter ind på den store hastighed som denne fregat kunne præstere da den var i tjeneste.
Hans version af skibets præstationer i den retning mindede om de maximale hastigheder på landets motorveje. Flere var dog lidt mistroiske stillet over for disse udmeldinger.
Nå, emneskift var jo en del af denne aften i Marinestuen og snart var det vindforhold på havet der blev drøftet.
- Er der nogen der ved hvad det modsatte af "bitte vind" er, blev der spurgt med en så spørgende mine at Søfartens ABC måtte hentes frem fra skabet.
Herefter gik en stund med at studere vejr og vind på havet, hvilket resulterede i at en valgte at lette på slipset, da varmen blev ham for meget. En anden så ikke ud til at være specielt interesseret i vind og udnyttede situationen til at tage sig en velfortjent lur.
Pludselig faldt samtalen på "Villy" som der var stor enighed om at skyde. Forslaget blev dog forkastet da en eftertænksom ved bordet kom ind på det retslige efterspil som kunne få store konsekvenser.
Igen skiftede samtalen emne og nu var det høns det drejede sig om.
- Tager du høns, spurgte en der sad tæt ved døren, henvendt til en korthåret herre med et nydeligt gråsprængt overskæg. Han tog sig til skægget, men mente ikke at have andel i den slags, og skar igennem.
- Op i røven med det, sagde han. Nu skal vi til at komme hjem, hvorefter han rekvirede en hyrevogn.
Klokken 0100 forlod de sidste fire personer stuen og sad op i den tilkaldte hyrevogn.
En hel del diskusion om hvor vi egentlig skulle hen resulterede dog i at hyrevognen kørte derfra og at vi omsider kom hjem.
En god julefrokost 2014 var afsluttet og mange emner var drøftet, selv om det til tider var svært at følge med i de mange emneskift.
________________________________________________
Hertug lagde navn til
Han levede for mange år siden og er ukendt for de fleste, alligevel har han lagt navn til noget stort set alle søfolk kender
Tekst L. Larsen
Foto: Arkivfoto
Navnet på hertugen er Fernando Alvarez, 3. hertug af Albe (1507-1582. Sidste del af titlen Alba nærmer sig noget søfolk kender - Albe.
Det drejer sig om fortøjning af større skibe og mange siger "dykalber" som er den svenske udgave af navnet på den særlige fortøjning.
Den rigtige betegnelse Duc d´Albe og er navnet på en kraftig pæl eller et bundt af pæle nedrammet i et havnebassin eller en flod - som de f.eks. tidligere stod i Alssund. På fransk udtales et u som y, og det er så på fransk at udtalen er "dyk", hvilket hænger sammen med hvor udtrykket stammer fra.
Navnet er således opkaldt efter Hertugen af Albe, en spansk hærfører, som i 1567 af den spanske konge blev sendt til nederlandene for at slå et ulmende oprør ned. det skal her indskydes at nederlandene på det tidspunkt var under den spanske krone, og i det område er der fransktalende folk.
Han kom til Bryssel med en stærk hærstyrke og endte med at blive statholder i syv år. Det blev syv år med terrorregime hvor folk blev halshugget for et godt ord.
Hollanderne fandt i samme tidsrum på at banke pæle i floderne til bl.a. fortøjning af skibe. Man sagde så at når man bankede disse pæle i, så var det hans hoved man bankede på. Når man band skibenes tovværk om pælene for at fortøje skibene, så var det hans hals man snørede tovværket om.
... deraf navnet Duc D.Alba
_________________________________________________________________
Kystjageren Willemoes med torpedorør ca. midtskibs. det var fra et af disse rør at en torpedo forsøgte at gå sine egne vegne.
Torpedo gik amok
En harmløs handling der kunne have forårsaget omfattende ødelæggelser fik heldigt udfald.
Tekst L. Larsen
Foto: Arkivfoto
Historien udspiller sig tilbage i 60erne, hvilket dog ikke gør den mindre spændende. En marinesoldats uforsigtighed kunne have udløst en mindre katastrofe.
Historien fortælles af Ivar, der var tjenestegørende på kystjageren Willemoes.
- vi lå i havn med skibet, da en kompressor til et torpedorør fejlagtigt blev startet, siger Ivar lørdag formiddag i stuen og fortsætter.
- ja, det var ved at gå helt galt, der var jo en torpedo i røret, fortæller han videre, men kan ikke huske om det var en skarpladt torpedo eller en øvelsestorpedo.
Selv om det måske kun var en øvelsestorpedo der var i røret, så kunne det alligevel have været et uheld af dimensioner.
- trykket steg i røret, og torpedoen begyndte langsomt at komme ud af røret, hvilket nærmest fik banjemesteren i panik. Han forsøgte af al magt at presse torpedoen ind i røret, eller ihvertfald at hindre den i at komme helt ud, siger Ivar og kommer ind på hvorfor banjemesteren blev så panikslagen.
- jo, banjemesteren havde et problem. Hans bil holdt parkeret på kajen lige på det sted hvor torpedoen var på vej hen, fortæller Ivar. Af uforklarlige årsager gik det dog ikke så galt. Om det var banjemesterens kræfter eller kompressoren der blev stoppet skal være usagt.
__________________________________________________
Russerne kommer
Det blev alvor for en af vores medlemmer, da han sammen med tre andre blev sendt ud mod to russiske fregatter.
Tekst og foto L. Larsen
Vi skal helt tilbage til påsken i det herrens år 1958. Stedet er Frederikshavn og alle marinens folk er hjemme på ferie - næsten alle. Vagterne er der naturligvis. Pludselig indløber meldingen - russere på Læsø rende. Noget måtte gøres.
En Y-kutter blev klargjort. En besætning blev sammensat til lejligheden af vagtmandskabet, og her kommer vores medlem Tage Brøndum ind i historien.
- Vi skulle jo vide hvad russerne foretog sig, så vi måtte afsted. Fire mand, nogle var fiskere som havde forstand på at sejle, og mig som erfaren sømand, siger Tage Brøndum, og fortæller videre om begivenheden hvor hans opgave var at tage billeder af de russiske fartøjer.
- Jeg blev udpeget som fotograf, og udstyret med et ældre kamera. Da vi havde sejlet et stykke tid så jeg pludselig et skib i tågen og gik straks igang med at tage billeder, siger Tage og beretter videre at billederne blev gode. Det var dog ikke billeder af russiske skibe, men billeder af et svensk flådefartøj der også var ude for at se hvad russerne foretog sig.
Efter et par timers sejlads nåede de ud til de russiske skibe, som var ved at tage forsyninger ombord fra et forsyningsskib.
- Ja, vi kom frem til russerne, og jeg fotograferede medens en af de andre, der var udstyret med papir og blyant, tegnede en skitse af situationen, alt imens russerne truede af os. Pludselig tilspidsede situationen sig.
De russiske skibe begyndte at sejle derfra, og den danske fartøjsfører følte sig truet.
- Han blev faktisk rigtig bange, og frygtede at blive sejlet ned, så vi forlod området og sejlede tilbage mod Frederikshavn hvor tågen nu var taget til. Det resulterede faktisk i at vi ikke kunne finde ind i havnen, fortæller Tage der nu har svært ved at holde latteren tilbage.
- Ja, vi blev faktisk nødt til at ankre op for natten, og kunne så vende tilbage næste dag efter at tågen var lettet, afslutter Tage Brøndum.
_________________________________
Nils Schack lader tankerne gå tilbage til dengang han forrettede tjeneste i Søværnet.
Korporalen med forstand på økonomien
Tjenestegørende i marinen i 50erne - ej på søen - men blandt store kanoner i bogstaveligste forstand.
Tekst og foto L. Larsen, 2014-02-01
Det hele tog sin begyndelse i København hvor værnepligten skulle aftjenes. En tjeneste der kom til at vare 1 1/2 år.
- Ja, jeg kom jo på korporalskole på Margretheholmen, og boede i Sønderborg så der var lang vej hjem, siger Nils Schack - også kaldet "krølle" og fortæller at de fleste weekender blev tilbragt i København.
Grundet den lange rejse blev han i København i weekenden, dog ikke for at besøge byens fristelser, som man skulle tro.
- Jeg tog weekendvagterne, der kunne man jo tjene lidt penge. 50 kr. for at holde vagt i weekenden, det var rigtig godt, siger hr Schack en lørdag formiddag i marinestuen.
Vagterne var indbringende, og der var god tid til adspredelse på Margretheholmen, husker den tidligere korporal.
- Vi spillede kort med officererne, og det gik det meste af tiden med, siger Nils Schack med begejstring i stemmen. Sagt på en måde som leder tankerne hen på, at det kortspil nok var årsag til yderligere indtjening.
Tjenesten på Magretheholmen fik en ende, og den nyudnævnte korporal blev sendt til Langeland. Her forrettede han den resterende tjeneste på Langelandsfortet. Ikke ved kanonerne, men på fortets infirmeri, hvor han holdt soldaterne sunde og raske. Mange skulle indlægges når de kom fra weekend, og en var så uheldig at skyde sig i benet - det hele klarede korporal Schack i en snæver vending.
_________________________________________________________________
To skibe og et dødsfald
Episode tilbage i tresserne under tjeneste på patruljeskibet P521.
Tekst L. Larsen 2014-01-07
Foto L. Larsen og arkivfoto
Tjenesten i Stevnfortets lange gange dybt under jorden var ikke det mest spændende mente Ivar.
- Ja, jeg var egentlig lidt træt af at være på fortet, og da man manglede en mand på et af skibene, så meldte jeg mig straks, og kom ombord på patruljefartøjet Willesmoes, siger Ivar og fortæller om tjenesten der gav ham mange oplevelser i forhold til den lidt trivielle tjeneste på Stevnsfortet.
- Vi kom godt omkring, heriblandt en tur til Norge der udartede sig til en katastrofe, ja, ikke for mit skib, men for en torpedobåd og en norsk fiskekutter, siger Iver og beretter videre.
- En af de danske torpedobåde sejlede simpelthen midt gennem en norsk fiskekutter, og herefter sank torpedobåden - og den halve fiskekutter. Desværre omkom en norsk fisker under forliset, siger Ivar.
Den danske besætning på torpedobåden overlevede alle.
- Ja, det var trist med den døde normand. De danske gaster på torpedobåden overlevede alle, og vi sørgede for at sejle dem hjem til Danmark, fortæller han om den voldsomme hændelse, som dog ikke var dagligdag på Willemoes,
Ivar forrettede tjeneste som sanitetsmand. Han havde rigeligt at se til med småskader ombord. Et tilbagevende problem var folk der fik sod i øjnene fra skibets oliefyr. Udover at være skibets sanitetsmand, så var han sekretær for banjemesteren.
Willesmoes der oprindelig var bygget som torpedobåd og søsat under besættelsen i 1943. Færdigmonteret efter krigen og indsat som torpedobåd med navnet Najaden. Skibet blev senere kystjager og til sidst i tjenesten patruljefartøj inden det sidst i tresserne blev hugget op i Belgien
__________________________________________________
Knuste forventninger
... udspillede sig på Middelgrundsfortet under vinteren i 1956
Her er beretningen
Tekst L. Larsen 2013-12-17
Vinteren 55/56 var en af de hårde vintre hvor bl.a. dele af bælterne frøs til, og umuliggjorde sejlads. Det fik mandskabet på Middelgrundsfortet at føle, og blandt dem var vores medlem Edward Quorp.
- Ja, det var ikke muligt at sejle ud til fortet, så forsyningerne blev kastet ned fra helikopter, beretter Edward og fortæller om hvorledes det foregik.
Al forplejning måtte flyves derud, hvorefter det blev kastet ned fra helekopteren til modtagefolk som stod klar til at modtage de godt emballerede forsyninger.
- Alt blev kastet ned fra luften, mad og post, samt pakker hjemmefra fortæller Edward og fortsætter.
- Jeg havde bedt familien sende mig lidt forsyninger, og det gjorde de da også. I god mening havde de pakket flasker med drikkevarer, og andre ting i glas, fortæller han videre.
- Og hvad sker der så når det kastes ud fra et fly, siger Edward, og fortsætter fortællingen.
- Det hele blev knust og var lige til at smide ud, siger han og kan ikke lade være med at trække på smilebåndet i mindet om "De knuste forventninger" der endte i affaldsspanden i 1956 på Middelgrundsfortet.
____________________________________________________
Kvinder på Middelgrundsfortet
Var der kvindelige marinere på Middelgrundsfortet?
Få svaret her !
Tekst L. Larsen
Foto: Privat og L. Larsen
Billeder snyder jo ikke og billedet herover viser to marinesoldater en mandlig og en kvindelig.
Begge i Søværnets uniform og begge med "Middelgrundsfortet" på huebåndet.
Alt det er korrekt, men er personerne nu også marinesoldater?
- Ja, jeg traf min kone da jeg var værnepligtig på Middelgrundsfortet dengang i 1955/56 , og det er også hende der er på billedet, siger Edward Quorp.
Han var en del af kanonbesætningerne på fortet og betjente de 40 mm Boforskanoner, det gjorde hans kone dog ikke.
- Nej, hun var i huset i København, så billedet snyder lidt. Hun lånte en uniform da billedet skulle tages, beretter Edward med et skælmsk smil på læben, og fortæller videre at herren i huset hvor konen arbejdede gjorde sig klog på fortets kanoner.
At han kendte til kanoner var der dog en årsag til.
- Ja, i begyndelsen undrede jeg mig over hvorfra han vidste noget om vores 40mm kanoner. Jeg fandt dog hurtigt ud af at han var ansat på Bofors kanonfabrikkerne i Sverige, og havde solgt de kanoner vi havde på fortet, afslutter Edward Quorp.
___________________________________________________
Ved festlige lejligheder, som her, bliver Maskintelegrafen naturligvis sat på fuld fart frem - eller FULL AHEAD
Hvor stammer maskintelegrafen fra
Den hænger der på væggen i marinestuen, og det har den jo altid gjort vil nogle nok mene - men!
Tekst og foto L. Larsen
Alle ved den er der, og alle ved hvad den er beregnet til, maskintelegrafen i stuen. Men ikke alle ved hvor den kommer fra. Men det ved den tidligere formand Carl Alfred Langer.
- Ja, den har vi haft et værre hyr med, siger Carl Alfred under foreningens julefrokost. Den lå oppe ved produkthandleren i Perlegade (der hvor Hennes & Maurits er) - Josias - men han ville ikke sælge den, selv om vi forsøgte mange gange, siger han og fortæller om de ihærdige forsøg der alle var mislykkede.
Tiden gik, og foreningen havde næsten givet op, men så skete der pludselig noget.
- En dag blev næstformanden og jeg inviteret op til Josias fødselsdag. Festen skred frem og pludselig fik vi maskintelegrafen kvit og frit foræret. Ja vi blev meget overrasket, fortæller Carl Alfred videre om maskintelegrafen, og fortsætter.
- Ja, og Josias døde dagen efter, siger Carl Alfred og ser op.
Så det var i sidste øjeblik maskintelegrafen blev foræret til Marineforeningen i Sønderborg.
Som den hænger der på væggen i marinestuen, ses det tydeligt at den er fremstillet af støbt messing, men sådan så den ikke ud ved modtagelsen.
- Den stammer fra et tysk skib, selv om teksten er engelsk, siger Carl Alfred og fortæller at maskintelegrafen oprindelig var malet grå. Den grå maling blev straks renset af, da den blev foreningens ejendom, så den fik sit naturlige udseende som det ses i dag.
________________________________________________________________
John Lykkegaard Schmidt, tidligere tjenestegørende på fregatten Herluf Trolle
Oplevede katastrofe på nært hold
Navnet er John Lykkegaard Schmidt, værnepligtig og tjenestegørende i Søværnet i perioden oktober 1970 til oktober 1971, til tjeneste på fregatten Herluf Trolle.
Tekst og foto L. Larsen
Hans funktion var messemand i sergentmessen, og hans operative opgave var at deltage som en del af skibets kanonbesætning til betjeneing af skibets hovedbevæbning, de 127mm kanoner.
Tjenesten på den store fregat bragte ham vidt omkring. Bl.a. til Flådehavnen Portsmouth, og det var her han kom tæt på katastrofen i marts 1971.
Det hele udspillede sig i selve flådehavnen.
- Vi stod på fregatten og kiggede ud over de mange krigsskibe og fulgte en helikopter med øjnene. Pludselig tabte den højde og styrtede ned. Et kæmpe brag og en enorm stor ildsøjle, og vi anede ikke hvad der skete, siger Jonh Schmidt under marineforeningens 74års fødselsdag i marinestuen i Sønderborg, og fortsætter.
- Vi fik sendt en gummibåd afsted mod ulykkestedet. Med var et par dykkere, og det lykkedes dem faktisk at redde en italiensk officer som kom omborg på fregatten. Han var den eneste der overlevede, og så vidt jeg husker blev 20 dræbt ved styrtet - alle sammen journalister, siger John Schmidt og fortæller detaljeret om ulykken hvor en helikopter af ukendte årsager styrtede ned i et tankskib.
John beretter meget indgående om katastrofen, og det er tydeligt at det er en hændelse der står printet i hans hukommelse, på trods af at det skete helt tilbage i marts 1971.
Fregatten Herluf Trolle som John Schmidt forrettede tjeneste på. Forrest ses kanontårnet med de 127mm kanoner, hvis besætning John Schmidt var en del af
_________________________________________________________________
Hvilede ud i vandtank
Der var dog ikke vand i beholderen da hændelsen fandt sted for år tilbage på Flådestation Korsør
Tekst og foto L. Larsen
Tommy Due har mange spændende historier fra sin tid i søværnet, og her bringes endnu en. En historie der foregik i Korsør helt tilbage i 60´erne.
- Som tidligere fortalt søgte jeg landtjeneste efter min tjeneste på "Dryaden" og kom til Korsør. Her drejede tjenesten sig for det meste om vedligeholdelse, siger Poul Due og fortsætter.
- Minestrygerne dengang var skibe lavet af træ, og de krævede megen vedligeholdelse, så der var nok at se til, beretter Tommy og fortæller om arbejdet der også krævede at man hvilede ud i perioder.
- Skibenes vandtanke blev tømt under vedligeholdelsen, og så blev der lige plads til at man kunne indrette hvileplads i tankene, ja der kunne faktisk ligge to personer og hvile efter en hård indsats, siger Tommy med begejstring i stemmen.
- Det krævede dog at dem der arbejdede var klar til at banke hvis en befalingsmand kom forbi - ja så blev der virkelig banket. Så var det med at komme igang med at arbejde, fortæller Tommy Due om sine ophold i vandtanken, og kan ikke lade være at trække på smilebåndet.
- Mon ikke der dukker flere historier op
__________________________________
Matros i flåden
Blev lønnet med 5 kr i timen for at stå til rors.
Tekst og foto L. Larsen
Tommy Due indkaldes til marinen i 1967, og er på det tidspunkt godt bekendt med livet til søs.
- Jeg var matros da jeg ankom som værnepligtig, og det blev en uddannelse som jeg fik flere fordele af i marinen, siger Tommy Due siddende i stuen lørdag 19. oktober.
Den første tid han var værnepligtig havde dog ikke meget med søen at gøre.
- Det var jo i 67 og forberedelserne til Magrethes bryllup var godt igang, så vi øvede eksercits i lang tid, med henblik på at skulle stille ved brylluppet, fortsætter Tommy og beretter videre om tiden på "Dryaden" og overvågning af havet ved Bornholm..
Tommy Due søgte herefter landtjeneste, grundet civile omstændigheder.
- Så kom jeg til korsør, og fik her med vedligeholdelse at gøre. Det drejede sig bl.a. om at deltage som besætningsmedlem når skibe skulle sejles til værft, siger Tommy og beretter om det faste personel i Korsør.
- De var nogle banditter, og ville helst spille kort når vi sejlede. At stå til rors ville de helst være foruden, så de betalte os værnepligtige for at udføre opgaven. Vi fik 5 kroner i timen, ja det var en god betaling dengang i 60,erne, siger Tommy Due og fortæller med begejstring om livet i Søværnet.
En tjeneste som nok vil kaste en historie mere af sig på et senere tidspunkt her på siden
___________________________________
Hårdtslående medlem
Ganske uskyldig ser han ud stående i gårdhaven ved Marinestuen, men tag
ikke fejl af det
Det er en person med mange kvaliteter, det skal man ikke tage fejl af. Han kan betjene en bådsmandspibe, servicere i stuen og nu viser det sig også at han kan slå en prober næve
Tekst løjtnant Larsen
Foto Larsen, samt privat foto stillet til rådighed af Jørn Kiølseth
Disse meget kontante hændelser ligger dog helt tilbage sidst i 60erne under tjenesten på Høegh Guldbergsgades kaserne i Aarhus.
Jørn Kiølseth blev efter indkaldelsen 2. januar 1967 sendt på militærpolitiskole. En tjeneste der kom til at vare i 18 måneder.
En dag hvor tjenesten var banegårdspatrulje tog begivenhederne fart. Han blev kaldt op "der er problemer i toget".
Hurtigt fremme på stedet konstaterede Kiølseth, at det var tilfældet. En beruset person sad på skødet af et kvindemenneske i toget og førte sig frem, hvilket kvinden absolut ikke brød sig om.
Personen til ulempe, der iøvrigt var i civil, gjorde ikke tegn til at ville forlade toget, og så måtte MP-patruljen i Aktion. Efter en hel del tumult i toget nåede de omsider ud på perronen, hvor det kom til yderligere håndgemæng.
"Han truede os med tæsk, og var ikke sen til at yde modstand, så vi måtte bruge magt", siger Kiølseth og fortæller videre om den voldige person, som senere viste sig at komme fra Civilforsvaret.
Militærpolitibetjent Jørn Kiølseth (til venstre) stående ved jeepen sammen med kollegaen Ingolf Grau (til højre).
Under affæren på perronen sparkede togføreren hans bagage ud af toget som herefter forlod stationen. Den voldelige CFer kom herefter ind i jeepen og holdt fast på bagsædet i førerkæde.
Den voldelige arrestant endte i kasernens arrest, hvorefter der blev ringet til hans tjenestested i Haderslev.
"Da vi nævnte hans navn, svarede de med det samme - bare behold ham", siger Jørn Kiølseth med et smil på læben
_________________________________________________________________
Palle Kjær berettter om hændelsen dengang i 1971. Dagens gæst fra Esbjergafdelingen Henning Bank Jensen nyder fortællingen i fulde drag.
Indberettet af prinsen
Det er ikke altid det lønner sig at udvise initiativ. Det måtte Palle Kjær erkende helt tilbage i 70erne.
Tekst og foto løjtnant Larsen
I god mening iværksatte han på egen hånd vedligeholdelsestjeneste med det formål at fjerne rust med mere - det skulle han aldrig have gjort.
Rammerne var Frederikshavn ombord på kutteren 343 og det var søndag. Tjenesten var vagt på skibet bl.a. med det formål at være klar ved telefonen. Fartøjets styrehus trængte til at blive malet, og det ville Palle Kjær rette op på.
Han gik igang det bedste han havde lært denne søndag, hvor der ikke ligefrem var den helt store aktivitet. Der blev banket rust og malet på livet løs.
Midt under arbejdet kom en premierløjtnant forbi.
- Sømand, vi arbejder ej om søndagen, sagde officeren hvortil Kjær svarede høfligt.
- Jo, men den trænger jo til lidt maling, hvorefter han fortsatte arbejdet, og premierløjtnanten gik videre.
Officeren, der iøvrigt var prins Christian, glemte dog ikke episoden. Den efterfølgende dag måtte hr. Kjær stille ved skibets chef, løjtnant Madsen, og blive bekendt med indberetning for at arbejde om søndagen.
Hændelsen resulterede i tjeneste uden for tur, men Palle var så heldig at de umiddelbart efter skulle på en længerevarende øvelse, så straffen, eller disciplinarmidlet som det må have været, fik ikke den store indflydelse for den uheldige sømand.
Om det blev noteret i hans papirer - ja, det må stå hen i det uvisse.
Tog sig kærligt af specialstyrkerne
Udadtil et anonymt skib, men bag facaden et specialoperationsskib. Det var her Palle Kjær opererede først i 70erne.
Tekst og foto løjtnant Larsen
I april 1971 gik Palle Kjær ombord på Y 343, efter tre måneders rekruttid i Auderød. Det var ikke ligefrem et slagskib han påmønstrede, men en kutter af træ, dog med et styrehus af metal.
Det var dog ikke hvilken som helst skib. Det var frømændenes skib, og den tjeneste han skulle bestride var "at tage sig kærligt af dem" i ordets rette betydning.
- Jeg var kok ombord på skibet, som blev brugt af Frømanmdskorpset. Ja, chefen en løjtnant var frømand, og den fire mands besætning bestod også af frømand, siger Palle Kjær en formiddag i marinestuen i Sønderborg, og fortæller videre om sin tjeneste, alt imens han kaster et blik på maleriet af skibet og mindes sin tjeneste.
- Jeg gjorde tjeneste på skibet fra april 1971 til januar 1972, og oplevede lidt af hvert. Bl.a. var vi med til at opbringe smuglere ved Lolland Falster. En noget dramatisk situation, beretter Kjær og beskriver hændelsen.
- Smuglerne sejlede i en stor motorbåd, og selv om vi ikke var et særligt hurtigt skib lykkedes det os at stoppe dem - vi sejlede simpelthen ind i siden på dem, fortæller Palle og beskriver grundigt tjenesten ombord. En tjeneste der bl.a. indebar at sejle post til ubådene, deltage i rydning af ammunition i Århusbugten, samt assistance ved drukneulykker.
Så selv om skibet ikke ser ud af meget, så kom det vidt omkring i tjenesten.
_________________________________________________________________
Inspireret af historier i stuen
Efter flere spændende beretninger om tjeneste på langelandsfortet måtte jeg derover for at tage stedet i nærmere øjesyn - og det var ikke kedeligt.
Tekst og foto L. Larsen
Ved ankomst, støder man på en kanon på parkeringspladsen, og det skærper interessen - hurtigt hen til billetlugen.
Første stop, efter at billetten er i hus, er kommandobunkeren. Den står helt indtakt. Ja, man fornemmer at mandskabet lige er gået ud af døren. Alt udstyr er tilstede, suppleret med informative skilte på væggene.
En 40mm Bofors står nær bunkeren - til fri afbenyttelse. Det har en del unge benyttet sig af, og kanonen drejer rundt og op og ned, så man skal holde sig på afstand for ikke at blive ramt af kanonløbet.
Selve hovedbevæbningen skal også besøges, og de to etages kanonbunkere skal kigges efter i sømmene. En 150 mm kanon i øverste etage, indkvartering for besætningens 15 mand i underetagen, samt ammunitionsmagasiner, ammunitionselevatorer m.m. 45 kg granater i det ene rum og drivladninger i det andet rum. Det hele krydret med gamle optagelser fra bunkeren, som tordner ud af de ophængte højttalere.
En tv-skærm viser skarpskydning med kanonerne.
Et besøg som blev foretaget efter at jeg havde hørt en del beretninger i stuen, bl.a. formandens beretning om sin tjeneste på fortet,og om hans møde med en sovjettisk missilkrydser.
Et sted der absolut er et besøg værd. Et sted hvor tiden flyver afsted.
Et sted der rummer meget meget mere - bl.a. en MIG 23 - samt flere interessante ting fra den kolde krig.
De tre m´er
Marcussen Mod Missilkrydser
Stå ej til søs lad de andre stå, blev næsten et valgsprog for vores formand i marineforeningen. Alligevel kom han nær en russisk missilkrydser som marinesoldat.
Tekst og foto L. Larsen
Værnepligtig i søværnet i 1976/1977 med indledende rekrutuddannelse i Auderød, som så mange andre der skulle ud at sejle med flådens skibe. Ud at sejle blev det dog ikke til - og dog.
Under sin tjeneste på Langelandsfortet, blev han en nat alarmeret, og måtte i en mindre speedbåd sejle ud fra Bagenkop havn kl. 2 om natten.
- Et ukendt fartøj var observeret i vores område, men ingen vidste hvad det var for et fartøj, så det skulle vi ud og finde ud af, siger Jan Marcussen, og fortæller malende om sin oplevelse i farvandet ved Langeland.
- Vi kom ud til det fremmede skib og tændte vores projektør for at fastslå skibets identitet. Det viste sig at være en sovjettisk missilkrydser, siger Marcussen og fortsætter.
- Pludselig blev det åbentbart for meget for det sovjettiske skib, og de tændte deres projektør, som var væsentlig kraftigere end vores, siger Jan Marcussen og beretter videre at de blev totalt blændet af den kraftige projektør.
De fik dog noteret sig skibets kendingsbogstaver, og kom godt i havn igen efter mødet med den store kæmpe fra øst.
Så selv om Marcussen forrettede tjeneste som radarmand, godt beskyttet i fortets bunkeranlæg, så måtte han alligevel til søs for manuelt at kontroillere den fjendtlige skibsfart.
